Om at være blevet MOAR

Jeg er og bliver en kreablogger, men alligevel fortjener min nye titel et par ord, og det bliver nok ikke de sidste..

Hende her har jeg født - altså mig! Jeg har båret hende i min mave i 278 dage, mærket hende sparke, mosle rundt, hikke en masse og pludselig - og alligevel lidt længere ventet - så var hun her. Nu er det næsten som om hun altid har været her?

Jeg tager hende med mig overalt, tænker konstant på hende, og tjekker til hende en millard gange når hun ikke lige ligger, hænger på mig eller er inden for de 20-30 cms rækkevidde vi er i når vi snakker, leger eller spiser.

Hun er verdens nemmeste baby. Ja, jeg sagde det højt (eller skrev det). I starten var vi i tvivl om om hun overhovedet kunne skrige eller græde. Det kan hun! Men det er aldrig mere end 5-10 sekunder af gangen. Hun er nem at læse, hun ved hvad hun vil, og det ved vi heldigvis også. Hun er dygtig til alt, det synes alle forældre vel? Hun kan spise, prutte, skide, sove, sludre, holde øjenkontakt længe, løfte sit hoved og alt det hun skal kunne i hendes alder. Og hun er allerede snart 2 måneder gammel!

Cliché, men tiden går vanvittigt hurtigt! Jeg nyder hende alt hendes vågne tid. Suger alt til mig, snakker med hende (så hendes ører nogle gange er ved at falde af), vi synger og går ture i den friske luft med barnevognen.

Det føles som det mest naturlige i verden at være mor - og det er det vel egentlig også? At reproducere sig og tage sig af det lille væsen, så det kan føre livet videre. I min tankegang er det hvert fald. Og ganske taknemmelig for den nemme start vi har fået - jeg er sikker på vi nok skal få vores ting at slås med - så virker vejen hertil, som jo heller ikke var slem i det store billede, men besværlig nok set fra min side, totalt ligegyldig. Så snart hun var her, blev alt dårligt slettet, livet giver faktisk mere mening, meget mere og vi prøver at tage dagene med smil og leg, hver dag.

Så hurra for vores lille Josephine, den dejligste lille pige, ganske objektivt naturligvis ;)