onsdag den 12. juni 2013

Regler er til for at blive brudt?

Hvor højt skal man vægte regler?
Jeg er de sidste par dage blevet godt og grundigt gal i skralden pg.a. regler.
Som I nok ved så raser amme-debatten for fulde gardiner i lille dk.
Min holdning er - kan man nægte et sultent barn at få mad?
Der er regler om rygning, men man kan gå et andet sted hen.
Men hvis barnet er sultent - skal man så bare gå et andet sted hen? Og hvor langt væk er det sted? Hvad hvis det er forbudt at amme i storcentret, på bænken, på cafeen, i bussen? Skal barnet så sulte?
Man kan jo ikke bare stikke et spædbarn en kiks. Men man kan stikke rygeren et nikotintyggegummi.
Jeg går egentlig op i regler - dem som er logiske for mig. Det er den her ikke.
Jeg har på det seneste haft regel-sammenstød med andre mennesker.
Som i weekenden, hvor familien dk holdt fødselsdag i vores lille gård. Det er forbudt at have dyr i gården, hund, kat, whatever. Det ved de fleste, da det netop har været op til afstemning om det skulle være tilladt. Det gav en heftig debat - for hundeejerne er det meningsløst, hvorfor må deres hund ikke nyde det gode vejr når de hygger i gården? For mange af børnefamilierne er det dejligt - for barnet træder ikke i en hundelort, det spiser ikke en kattelort i sandkassen og det risikerer ikke at blive bidt. Det kan lege i fred og ro.
Uanset hvad så er det forbudt, om det giver mening eller ej og uanset om man har dyr selv eller ej. Jeg spurgte pænt om de var klar over dette, hvormed jeg fik svaret: Vi er ikke så tit hernede i gården - så det er vi ligeglad med. What? Er det tilladt at bryde reglerne - hvis det kun er en gang i mellem? Og hvad når samtlige 200 husstande bryder reglerne en gang om året - så har vi regelbrud hver dag?
Men jeg gad ikke modargumentere, sådanne mennesker, dem skal man ikke diskutere med. Jeg oplyste bare at de nok burde tænke over det da mange andre netop var imod det og andre også ville have deres hund i gården. Den fes ikke rigtig ind på lystavlen kunne jeg se, men lad os håbe de forstod den alligevel. 10 min senere havde de da pakket sammen. Jeg gider ikke lege gårdpolitimand, men jeg kunne altså mærke at jeg var nødt til at spørge - for hvad hvis de ikke var klar over det? Ligesom en sød ammende dame som sidder på cafe og bliver smidt væk? Nej, oplys det er forbudt - og så ved hun det til næste gang - så kan hun nemlig droppe den cafe (for det er da ude i skoven!). Nu ved de at hunden må blive hjemme - eller de må holde festen et andet sted (som fælledparken der ligger 1 km fra os) hvis de vil have den med.
Hvor langt skal man gå for at håndhæve regler? Og hvornår må de brydes? Jeg er godt nok splittet, og det kommer nok an på hvem man er, om man selv ryger/har hund/har baby osv. Nogle rygere synes jo også det er okay at man ikke ryger offentlige steder. Men mon nogle mødre synes det er okay at deres skrigende sultne barn ikke må få den mad den kan spise? Næppe.
Andre regel-sammenstød jeg har oplevet var eksempelvis det her nye e-cigaret - må man ryge med den på rygefrie områder (ja ja, den er ikke skadelig - hvis I tror på den)? Det kan jeg acceptere - men alligevel ikke - du har jo ikke vandpibe med i bussen? Og hvad med på hospitalet? Hvilket signal sender man ved at tillade rygning inden døre her?

Puha, længere indlæg - men der er altså debat i mit hoved!

4 kommentarer:

  1. Uhh, den er også svær og synes især at amme diskussionen er blevet lidt "øm". Som nyligt ammende mor, kunne man få koldsved over at tage en tur i indre by med barnevognen, og alt blev planlagt efter om vi nu kunne være ved Illum eller Magasin, med ca 2 timers mellemrum. (de har såkaldte familie rum, hvor man f.eks kan amme). Man har jo ikke lyst til at blive smidt væk fra en cafe, i en, for mig, lidt grænseoverskridende situation. Tænker om man i virkeligheden ikke kunne bede om "diskret" amning, således at alle kan være der.

    SvarSlet
  2. jeg var på tur i indre by i går med sigge (2mdr) og da han vågner og skal have mad står vi midt på købmagergade i en butik. Jeg fiser ud og leder efter en bænk eller lignende i skyggen, men det er bare heller ikke let at finde og jeg ender med at sætte med på en lille kantsten under et træ bag nogle parkerede cykler - ikke lige et oplagt sted at sætte sig men det funger. Så kommer der gudhjælpemig en ældre herrer og sætter sig 1 meter fra mig på samme kantsten med sin smøg i kæften! Jeg beder ham pænt om han ikke vil flytte sig og jeg kan mærke at han antager at det er fordi jeg er blufærdig omkring mine bryster, og at han så forarges over at jeg sætter mig offentligt. Jeg fortæller ham pænt at det er pga røgen og så vil han gerne flytte sig. Jeg følger mig virkelig taget som gidsel i den her amme-debat fordi folk der så er imod at man skal have lov til at amme bliver mere nærgående ala "hvis du absolut vil sidde her og amme så skal vi da i hvert fald nok sætte os helt op ad dig og kigge grundigt med, for hvis du ikke synes det er fedt, så kan du bare blive hjemme"

    Mht det du faktisk skriver til, nemlig regelbrud, så er jeg nok lidt af en regelrytter når det angår hensyntagen til andre. Og selvom jeg synes en regel er tåbelig, så er der måske andre det har betydning for, og så skal man nok lige gøre sig umage for at tænke over hvad der ligger til grund for reglen. DIt eksempel med husdyr i gården er rigtig godt. I vores gård må man gerne have dyr, men kun i snor, hvilket jeg også var ærgerlig over, da det kunne være lækkert at lade hunden løbe frit. Men hvis andre ikke bryder sig om dyr, skal de ikke havde mindre frihed til at benytte gården, så jeg kunne ikke finde på ikke at overholde det, heller ikke selvom der ikke var andre i gården, for det kunne jo også afholde dem fra at komme ned, hvis de kunne se ud af vinduet at der var en løs hund.

    Omvendt har vi en regel i vores ejerforening om at man ikke må have noget stående i trappeopgangen eller hængende på døren, og hver jul hænger jeg altså en krans på døren. Det er også et regelbrud, men jeg kan ikke se hvem det er til gene for, og de sidste par år er der også andre i opgangen der har hængt små ting på døren til jul. Det må jo betyde at andre faktisk har syntes positivt om min "overtrædelse".

    Nåh, jeg havde åbenbart lige noget på hjerte ;-) mvh Marie

    SvarSlet
  3. Jeg raser også, tænker hva så med alle de pornoblade med store silicone patter og Linse der flasher store patter, og dem der faktisk køber falske brystvorter som skal stritte hele tiden for okay ja det ser da også bare MEEEEGA virkeligt ud! NOT! Og side 9 pigerne og og og og..............

    Hva fanden sker der????

    vh en der havde så meget mælk til alle 3 unger at jeg i gamle dage ville have været en amme og en præmie ko hvis jeg havde haft 4 ben!

    SvarSlet
  4. Jeg synes den er svær, men generelt synes jeg at man skal overholde de regler der nu engang er - uanset om man er enig eller ej. Men det dér med hvornår man skal henvende sig til andre, når de ikke overholder reglerne, synes jeg er problematisk - der er helt ærligt så mange forskruede mennesker som føler sig trådt på hvis man nævner at de bryder reglerne og jeg gider ikke at blive råbt af eller overfaldet (det blev min kollega, da han nævnte at man ikke måtte ryge i s-toget), så jeg vælger bare at holde min mund, selvom det da er for dumt. Og når det kommer til amning, kan jeg overhovedet ikke forstå at man bliver stødt af det - jeg har udelukkende oplevet diskrete ammende mødre og har da heller aldrig selv siddet og flashet brysterne i stor stil - som Libbie siger ser man jo bryster alle steder, men det er åbenbart okay så snart der er en seksuel undertone, men når de fungerer som madpakke, er det noget helt andet.
    K.h.
    Christina

    SvarSlet

Skriv gerne en lille kommentar - så jeg ved du læser med - det gør mig glad!