Når vi siger farvel

I tirsdags skulle jeg have holdt min første kreaklub. Jeg havde glædet mig og det blev især større da jeg læste Susannes succesindlæg her til morgen.
Men jeg kunne mærke at jeg skulle noget helt andet tirsdag aften og at det havde jeg brug for.
Nemlig ingenting.
Jeg vidste at kæresten mindst havde lige så meget brug for det som mig.
Mandag aften blev himlen nemlig en stjerne rigere, en stor lysende stjerne som har præget og gjort min kærestes liv fyldt med oplevelser, nærvær og glæde.
Vi sagde farvel til farmor, som igennem mange år har været syg af parkinson.
Selvom jeg ikke kendte hende før hun blev syg, så ved jeg præcis hvordan hun har været for min kæreste. En bedsteforældre som alle drømmer om at have - og som jeg selv har haft.
Desværre sagde jeg selv farvel til min for mange mange år siden, alt for mange år for tidligt!
Jeg kender følelsen, jeg kender savnet, jeg har sagt farvel til alle mine bedsteforældre, en for en, den ene mere syg end den anden, så jeg ved præcis hvad han vil gå igennem. Han er sej og jeg fortæller ham ofte hvor glad han skal være for det lange dejlige liv hun fik - og hvor glad vi netop skal være for dette. Livet er nu en underlig størrelse og selvom døden ikke kommer pludseligt, så bliver savnet bare ikke mindre af den grund.
Så kreaklubbens første aften kommer - bare ikke lige nu.